Sankthans
Besøgende på Dyrehavsbakken tænker nok sjældent på, at de som kildegæster i virkeligheden fejrer sommersolhverv.
Kildetraditionen levede stadig, men var under forandring.
I 1840 fik Dyrehavsbakken officiel tilladelse til at udvide kildetiden til otte uger. Det gav endelig mulighed for, at teltholderne kunne bygge mere permanente boder. Men inde i København voksede konkurrenterne frem på Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og Frederiksberg. Den mest storslåede var Tivoli, der blev åbnet i 1843 lige uden for Københavns volde.
I de første år kørte tankvogne med kildevand fra Kirsten Piils Kilde ind til Tivoli, hvor kildevandet blev solgt til gæsterne. Kildetraditionen levede stadig, men var under forandring.
I 1857 skriver digteren Meyer Goldschmidt i sit tidsskrift ”Nord og Syd”: ”Til de anstalter, som tiden har berørt med sin hånd, hører også Dyrehavsbakken. Siden oprettelsen af Casino, Tivoli, Sommerlyst, Hippodrom og deslige er folket kommet ud over det standpunkt, hvorpå Dyrehavsbakken befinder sig; folket er i forhold til den blaseret: de højere klasser har længe været det; man plejer at gå derop for at få et pust af Oehlenschlägers Sct. Hansaftens-Spil, hvilket er vanskeligt, eftersom pustet må komme indvendigfra. Vist er det, at Bakken ligesom vort offentlige liv har tabt sit naive og barnlige.”.
For børn fra et simpelt arbejderhjem stod Bakken i festlig glans.
I hele den sidste halvdel af 1800-tallet blev det god latin at omtale Dyrehavsbakken og livet derude i overlegne vendinger. Men den tekniske udvikling nåede også ud i skoven.
Allerede i 1840’erne fik Bakken en dampkarrusel, og teltholder Schenck anlagde en dampjernbane ved ”Store Plæne”, længe før jernbanen til Roskilde blev indviet i 1847.
Den fremadskridende industrialisme var også med til at dele samfundsklasserne. Det bedre borgerskab blandede sig ikke mere med rakket på offentlige steder.
For fine folk blev Bakken bissefornøjelser, som de holdt sig fra eller til nød besøgte en sjælden gang for at studere folkelivet og se, hvordan de vilde teede sig. Men for børn fra et simpelt arbejderhjem stod Bakken i festlig glans, hvilket man får et indtryk af i Martin Andersen Nexøs barndomserindringer ”Et lille Kræ”.
Den tekniske udvikling kom imidlertid også Bakken til undsætning. I 1863 åbner Klampenborgbanen, og Dagbladet Politiken kunne den 29. juli samme år fortælle om 20.000 Bakkegæster på én søndag fordelt på 33 tog.
Besøgende på Dyrehavsbakken tænker nok sjældent på, at de som kildegæster i virkeligheden fejrer sommersolhverv.
Legenden om Kirsten Piil fortæller, at en ung pige i 1583 for vild i den mørke Boveskov nord for København.
Det er Frederik 5., der i 1746 officielt åbner haven og i 1756 giver helt fri adgang til den kongelige Dyrehave.
Bag Kirsten Piils Kilde slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes.
Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned og pakkede madkurve ud.
Italienske pantomimer bliver ophavet til Bakkens Pjerrot, Mester Jakel Teateret og siden Pantomime Teateret i Tivoli.
Danmarks første dampskib, kaldt ”Plaske-Marlene”, bliver sat i rute mellem København og Bellevue.
I 1840 fik Dyrehavsbakken officiel mulighed for, at teltholderne kunne bygge mere permanente boder.
Syngepigerne gav anledning til megen småborgerlig forargelse. Allerede i 1875 gav politimesteren et reglement for sangerindetelte.
Forholdene på datidens Dyrehavsbakken har været utroligt primitive.
Dyrehavsbakken havde efterhånden udviklet sig til en permanent by af sammenflikkede fjælleboder.
Professor Tribini - Rekommandøren over dem alle, hvis navn stadig lever i ældre Bakkegæsters erindring.
Europas største trærutsjebane, Cirkusrevyens store succes og nyt liv Bakkens Hvile
Bakkesangerinden Cleo og en ung sangerinde ved navn Grethe Sønck kommer til Bakken.