En fjælle er det gamle navn på et uhøvlet bræt. Men langsomt ændrede forlystelserne sig.

Den store mode ved århundredeskiftet var varietéerne. Serveringsteatre, hvor artister og kunstnere underholdt i blandede programmer. De fandt også vej til Bakken, hvor rekommandørerne med rivende tungefærdighed præsenterede de ”internationale og fantastiske” selskaber. Ofte var paraden mere underholdende end selve forestillingen.

Gode gøglere er også gode kræmmere. Hvis der virkelig var gang i søgningen til en varieté, blev forestillingen indrettet efter det. Inde i teltet var kunstnerne klar over, at der var kø udenfor. Så efter devisen ”klip en tå og hug en hæl” blev enkelte vers i sangteksterne strøget.

Sketcher og vittigheder blev afleveret så hurtigt, at man ifølge den gamle Bakkemand, Oscar Pettersson, kunne få en 45 minutters forestilling ned på 12-14 minutter. Så var der plads til næste forestilling.

En af de ældste nulevende Bakkefolk oplevede som fireårig sin første Bakkesæson i 1922. Det er Julius Olaf Franciskus Hoeing, i daglig tale altid kaldet Julle. Hans far var rekommandør i bl.a. ”Kramers Varieté” og senere i ”Alcazar”. Hans mor sang fra 1924 til 1932 i ”Bakkens Hvile”. Hun var den første, der i 1927 optrådte med den siden så legendariske blomstersang ”Køb blomster – køb blomster”.

Sangerindepavillonen Bakkens Hvile i dag

Familien boede, sammen med andre Bakkegøglere, i en af de tre-fire primitive gøglervogne, der stod bag den nuværende informationskiosk ved indgangen til Bakken.

Dengang var området, hvor parkeringspladsen i dag ligger, en vildsom mose.

Som 7-årig var Julle keglerejser til 2 øre pr. kegle på Bakken, og som 12-årig solgte han is i pausen hos ”Kramers Varieté”. Han blev egentlig uddannet som vinkyper, og det var først i forbindelse med Anden Verdenskrig, at Julle fik sin faste tilknytning til Bakken.

I 1926 blev kildetiden udvidet til 71 dage med åbning den 23. maj. I danseboderne trådtes 10-øres dansen. I ældre tid blev der i København opkrævet 10 øre af hvert dansende par pr. dans. Pengene gik oprindeligt til fattigvæsnet. På Bakken gik de til musikken og blev opkrævet af de såkaldte ”dansemestre”. Forfatteren Flemming Bergsøe beskrev en sådan dansebod i 1952, hvor den sikkert ikke havde ændret sig meget siden århundredets start:

”Jeg kiggede ind i en af de store dansehaller. Det var et langt, halvmørkt rum fyldt med mennesker. Midt i rummet lå et dansegulv omgivet af en rampe, og uden om den stod borde, hvor man drak øl. Lige inden for indgangen var der ståpladser uden danse- og købetvang.

For enden af salen, på en forhøjning, sad orkestret, fem mand i hvide silkebluser. De lignede højtstående medlemmer af en eller anden hemmelig loge.

Når de havde spillet en dans, råbte en af dem i mikrofonen, hvori han lige havde croonet de ømmeste løfter: ”Kom så hurtigt med tiørerne drenge! Kom så lidt kvikt!”, og en kæmpestor udsmider kredsede rundt på gulvet og dirigerede ved sit blotte udseende alle mand op foran orkestret, hvor de måtte punge ud med tiørerne, før næste nummer begyndte.

Dette mellemværende var ordnet på få øjeblikke, men det måtte alligevel virke distraherende, fordi hver dans kun varede mellem 60 og 75 sekunder”.

Raritetssamlinger, hvor der blev fremvist de særeste ting, var populære på Bakken fra tidernes morgen. Flemming Bergsøe besøgte også en sådan samling og kunne fortælle, at der var ”..indtørrede indianerhoveder, søuhyrer og masker af afdøde berømtheder... Jeg fik ro til at studere mærkværdighederne i teltet... “Mumiehoved fra ægyptisk gravkammer.

Garanteret 100 % ægte” læste jeg under noget, der for så vidt godt kunne være hovedet af en gammel ægypter.

”Den kinesiske djævlefisk, afstøbning fra Cirkus Barnums samlinger” stod der prentet under en kulørt gipsklump med onde øjne og mange pigge. Jeg opgav disse ukontrollable sjældenheder og begyndte at kigge på voksmaskerne af berømte mænd. De lå i et par glasmontrer og var alle meget uhyggelige. De havde parykker af rigtigt hår og i deres tillukkede øjenlåg var stukket lange stive øjenvipper.

Voksmaskerne var malede, men farven var enten gusten som gråt fedt eller gul og lyserød som julekonfekt. Rundt om hver maske var svøbt et hvidt gevandt af gaze, rimeligvis for at lede tilskuerens tanker ad både himmelske og hygiejniske baner. Under hvert hoved stod skrevet en lille præsentation af den afdøde”.

”Den danske digter Johannes Ewald var en vild sjæl, fyldt af levende indbildningskraft, men skrantende og svag af legeme”, læste jeg under en grøn-gul maske, der så ud til at være en afstøbning af vor berømte Isak Dinesen (Karen Blixen).

Under et lille, lyserødt hoved stod der: ”Trods de fårede træk en fremragende begavelse”. Det var vokskabinettets kunstner, der indrømmede, at en eventuel mistydning i alle tilfælde ikke kunne bebrejdes den portrætterede, Niccolò Machiavelli.

”Goethes ansigt”, stod der, ”taler skønt stivnet, om sindets storhed”. ”Luther var”, trods maskens påfaldende grågule farve ”en varm og blodrig natur”, og Thorvaldsen, der unægtelig virkede lidt oppustet, ”var ikke nær så smuk som sine værker”.el, hvad den har været.