DSC09049

Den 443. sæson sat i gang med en flot start!

Pjerrot, det gæstende revy-hold og Bakkens direktør fik åbnet Bakken med manér, hvor den store nøgle symbolsk blev drejet i Dronningeporten, for at vise at verdens ældste forlystelsespark nu er i gang med sin 443. sæson.

Revy-holdet var i anledning af Cirkusrevyens 90-års jubilæum gæsteværter, hvor dørene slås op til Danmarks største revy med rød løber den 8. maj. Der var ingen tvivl om at holdet så det som den største ære at åbne Bakken, specielt i 2025-sæsonen – det var i hvert fald en begejstret instruktør som glædede sig til sæsonen:

”Bakken er et fantastisk sted, et stykke dansk kultur, et nationalklenodie, som oveni det hele indeholder stykker af Danmarkshistorie som Cirkusrevyen, hvor nu 90 års satire og grin har sat tonen for tidens trend overfor generationer efter generationer med Bakken som bagtæppe. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang, specielt med en verden udenfor der er i røre.” udtalte Joy-Maria Fredriksen.

Netop den noget tumultariske verden lige nu, blev også nævnt i årets åbningstale af direktør Lene Alsgren:

”Bakken ved vi hvor man har, og i de sidste 442 år er der løbet meget verdenshistorie gennem åen. Det vi tilbyder hos os – bare nogle timer – er et break fra hverdagen med oplevelser, grin og fællesskab. Det gør vi også i 443. sæson, endda med en del nyt på programmet”.

Efter åbningen blev den traditionsrige gøgler-parade anført af Zirkus-truppen afviklet. Her besøgte optoget med direktøren, revyholdet og Pjerrot alle de nye steder. Optoget blev afsluttet med – selvfølgelig – en tur i Rutschebanen, med efterfølgende reception på det nye Skovly Beer Garden.

Information


Udsendelse

11. april 2025

Tema

Åbning, nyheder

Kontakt

Kommicel chef, Ulrik Nissen 
Send mail til ulrik@bakken.dk

Læs flere pressemeddelelser

#MITBAKKEN

Køb turbånd online og spar! KØB ONLINE