En fest, der har spor til de ældste historiske tider. Det var denne tradition, der via legenden om en ung pige ved navn Kirsten Piil slog rødder i skovene nord for København i 1583.

Langt op i middelalderen var store dele af Nordsjælland dækket af tætte skove.

Her levede fattige bønder i små landsbyer. De var opført i rydninger mellem træerne. Rydninger, der siden har givet mange nordsjællandske byer efternavnet "rød", som Allerød, Lillerød, Birkerød o.l. Både bønder og borgere i byerne levede med rester af folkeovertro, der gik helt tilbage til hedensk tid.

Fra de ældste tider har vore forfædre fejret sommersolhverv.

Ifølge overtroen var naturens kræfter særligt stærke Sankthansaften og natten til den 24. juni. Selve sommersolhvervet finder sted den 21. juni. Efter kristendommens indførelse blev festen flyttet til Johannes Døberens fødselsdag den 24. juni. Han blev ifølge Lukas evangeliet født seks måneder før Jesus. Derfor blev sommersolhvervsfesten, og alle dens hedenske traditioner, dedikeret til ham. Kildetiden var oprindeligt fra omkring Sankthansaften den 23. juni og til Vor Frue Dag den 3. juli.

Det gav håb for kronisk syge om helbredende mirakler. Allerede i hedensk tid mente vore forfædre, at udvalgte kilder besad særlig megen kraft. Derfor besøgte man dem, drak af vandet og håbede på helbredelse.

Sådan fejrer vi Sankthans i dag

Efter kristendommens indførelse blev disse hellige kilder tilegnet forskellige helgener og mirakler, og folk strømmede ud til dem Sankthansaften. I Nordsjælland lå der flere af disse kilder. De mest kendte var Helenekilden på stranden ved Tisvilde, kilden ved Vartov i Hellerup samt Vangede Kilde ved Gentofte Sø. Men nye kilder kom til. En af dem udviklede sig til verdens ældste forlystelsespark, Dyrehavsbakken.